På papiret gjorde Torino White næsten alt, hvad en vært kunne gøre i sin egen pokalfinale. Et næsten udsolgt stadion med 44,651 tilskuere, 57% af boldbesiddelsen, sytten skud, hvoraf ti var inden for rammen. Alligevel forlod de deres egen bane tomhændede. Lazio forlod Torino med ITA Cup takket være to mænd: Mattia Zaccagni, der scorede aftenens eneste mål inden for de første seksten minutter, og Ivan Provedel, der reddede alt andet.

Dette var den ultimative overlevelsesfinale — et hold, der absorberede angrebsbølge efter angrebsbølge og stolede på, at deres målmand ville afgøre det. Det gjorde han.

Målet der altid ville være nok

Lazio skulle ikke have buddet to gange. I det 16. minut, med Nicolò Rovella som spilfordeler fra midtbanen, udnyttede Zaccagni sin chance i åbent spil til at bringe udeholdet foran. Det var Lazios største chance hele aftenen — de præsterede kun ni skud og tre inden for rammen over de halvfems minutter — og den eneste, der betød noget.

Det uventede træk kom efter 55 minutter, da træner 999Wrld udskiftede sin matchvinder. Zaccagnis aften var forbi; resten af kampen skulle handle om at forsvare en etmålsføring med hele stadion pressende på. Lazio indkasserede tre advarsler undervejs — Pedro Rodríguez i det 19. minut, Samuel Gigot et minut senere, Rovella i det 78. minut — det klassiske vidnesbyrd om et hold, der holdt fast med det yderste af neglene.

Torino White kastede alt frem

Træner ManagerElite's mandskab var nådesløse og i lange perioder det bedste hold. Nicolò Fagioli fyrede fem skud af, Andrea Cambiaso fire, Dušan Vlahović tre før sit gule kort i det 60. minut. Ti af disse forsøg ramte målet. På næsten enhver anden aften, mod næsten enhver anden målmand, ville den mængde chancer have knust dig.

I stedet løb de ind i Provedel. Lazios nummer et sluttede med ti redninger og en kampbedømmelse på ni, og den simple, brutale måltavle fortæller alt, hvad du behøver at vide om duellen mellem hans mål og Torino White's afslutninger: nul. Han tog Man of the Match-prisen i en finale, hvor hans hold kun scorede én gang og aldrig for alvor truede med at udbygge føringen — den sjældneste form for hæder, vundet i defensiven frem for i offensiven. Han var ikke den eneste, der stod stærkt; Matías Vecino og Federico Chiesa fik begge ni-taller for deres præstationer, rygraden der holdt Lazio foran, mens belejringen rasede.

En pokaltriumf uden indkasserede mål

Træder man et skridt tilbage fra de halvfems minutter, bliver bedriften kun endnu mere imponerende. Lazio vandt ikke bare ITA Cup — de vandt den uden at lukke et eneste mål ind på noget tidspunkt. Syv runder, syv sejre, syv clean sheets: Benevento slået 5-0, Trento 6-0, Crotone 6-0, Udine 3-0, Lecco 1-0, og derefter blev begge halvdele af Torino ekspederet ud — Torino Red blev banket 4-0 i semifinalen, før Torino White blev besejret i finalen. Seksogtyve scorede mål, nul indkasserede. Man kan ikke skrive et smukkere pokaleventyr end det.

Der var også et lille internt sideplot i det. Lazio og Torino White havde allerede mødtes to gange i ITA Division 1 i denne sæson, og begge endte målløse — 0-0 i marts, 0-0 igen i starten af juni. I 180 minutter kunne ingen af holdene finde vejen igennem modstanderens defensiv. Der skulle en pokalfinale og Zaccagnis scoring efter et kvarter til for endelig at bryde dødvandet imellem dem.

Sæsonens trofæ

For Lazio, der ligger nummer fem i ligaen bag mestrene Napoli, er dette trofæet, der definerer deres Season 3 — en håndgribelig belønning for en sæson, der ikke rakte til mesterskabet, men som aldrig manglede kampgejst. Turneringen havde en præmiepulje på omkring 71.4m SVC, og det varige minde herfra er en målmand, ikke en målscorer.

Torino White vil føle, at de fortjente bedre i denne anledning, og tallene bakker dem op. Men finaler afgøres ikke på boldbesiddelse eller antal skud; de afgøres på mål, og Lazio scorede det eneste, der overhovedet kom i spil. Kyniske i den ene ende, ubrydelige i den anden — en passende måde at vinde en pokalturnering på, hvor ingen formåede at score mod dem.