Nogle ligaer lever helt til sidste fløjt i den sidste uge. Danmark går direkte til en kroning.

Velkommen til næste stop på vores verdensturné, et land hvor ligatabellen minder mindre om en konkurrence og mere om et kongeligt dekret. Med alle 38 kampe spillet i DNK Division 1 har København — klubben, som resten af fodboldverdenen kalder FC Copenhagen — afsluttet ræset i Season 3 på 102 points, hele 16 point foran Brøndby på andenpladsen. De vandt 33, spillede tre uafgjorte og tabte to. De scorede 116 og lukkede 13 ind. Deres måldifference er +103. De lukkede sæsonen med seks sejre i træk: formkurve, WWWWWW.

Det er ikke en titelkamp. Det er en damptromle med radioen tændt.

Manden, der bliver ved med at gøre det

Hånden på rattet tilhører en manager ved navn Fatincasa, og han er ikke en mand, der skjuler sin glæde. Den 13 June, hvor trofæet så godt som var graveret, kiggede han forbi fællesskabets kamp-chat og skrev seks ord, der opsummerer en hel æra i dansk fodbold.

Ups.... jeg gjorde det igen! Tre i træk til København

Han overdriver ikke. Rekordbøgerne bakker ham op til punkt og prikke: Danmarksmester i Season 1, mester igen i Season 2, og nu mester i Season 3. Et rent mesterskabshattrick. Han leder ikke København som et regneark, men som en rigtig klub, og han lægger transfervindue-annonceringer op i nyhedskanalen som et rigtigt pressekontor — hvor han byder velkommen til signings som Arthur Atta og Gonçalo Guedes, som han lovede var "klar til at gøre en øjeblikkelig forskel."

Fundamentet under dynastiet er det største i landet. København spiller foran ligaens største stadion (38,065), råder over den største fanskare (27,385 — mere end 8,000 flere end nogen anden) og har divisionens største kassebeholdning på 41.05M SVC. Bedste stadion, bedste tilskuere, dybeste lommer og — afgørende — både det bedste angreb *og* det stærkeste forsvar i landet. Når man er så langt foran på alle parametre på én gang, holder titlen op med at være et spørgsmål.

Den gamle garde, der aldrig skred

Men dette er en "Jorden rundt"-historie, og hjerteslaget i enhver fodboldnation er dens egne spillere. Så se bort fra de udenlandske indkøb og find de to navne, der får København til at føles umiskendeligt dansk.

På den centrale midtbane sidder Thomas Delaney — spiller nummer 15 i hele spillet, en original, en ægte dansk landsholdsspiller, som nu er 34 år gammel og stadig har en rating på 79. Ved siden af ham i truppen er Rasmus Falk Jensen, også 34, også dansk, et ét-klubs-symbol for København med 77 i bogen. To mænd i midten af trediverne, der bærer farverne for landets flagskib, og som stadig holder vagt over et dynasti bygget op omkring dem. Delaney måtte udgå med en skade i sæsonafslutningen, men billedet hænger ved: de gamle danskere, der holder døren, mens kongeriget forsvares.

Målene kommer dog med islandsk accent. Albert Guðmundsson bankede 25 ligamål ind for at snuppe topscorertitlen alene, som ligaens klart farligste afslutter. Omkring ham bidrog German Onugkha med 14, og den norske kantspiller Mohamed Elyounoussi med 11. København vandt ikke bare Danmark. De dominerede også topscorerlisterne.

Forfølgerne og en moneyball-maskine

Hvis nogen gav København kamp til stregen, var det de to klubber, der altid gør det. Brøndby, den evige rival, tog andenpladsen med 86 point under manager XVIX, anført af den østrigske målmand Patrick Pentz (rating 82) bag et forsvar, der kun lukkede 16 mål ind. Den brasilianske angriber Giovane Santana leverede 17 mål, og den danske playmaker Nicolai Frimodt Vallys var den mest kreative mand i hele divisionen med ni assists.

Tredjepladsen fortæller den mest pæredanske historie af alle. Herning — bedre kendt i verden som moneyball-klubben FC Midtjylland — sluttede på 85 point efter at have scoret 99 mål, ligaens næstbedste angreb, på et stadion med plads til knap 12,000 tilskuere. Manager Alman har opbygget et hold, der bokser grotesk over sin vægtklasse. Fællesskabets faste danske ligakronikør, ackydraal, udpegede dem for længst som landets rastløse storkøbere.

FC Midtjylland går aggressivt til værks efter store spillersalg... de svømmer i penge og ruster op til endnu en stor sæson.

Ansigtet på det projekt er den nye komet i dansk fodbold: August Priske Flyger, en 22-årig lokal angriber, der nettede 21 mål, kun overgået af Guðmundsson, på en treårig kontrakt med Alman selv registreret som sin agent. Polske Adam Buksa tilføjede 12 mål og syv assists, tjekkiske Jan Kuchta lavede 16 mere, og den 22-årige dansker Alexander Busch holdt sammen på forsvaret. Hvis nogen skal afbryde Københavns triumftog, er de smarte penge sat på den lille klub fra Jylland med det store checkhæfte.

Bag dem tog Århus (AGF) fjerdepladsen med 81 point, og Farum — FC Nordsjælland — sluttede som nummer fem, hjemsted for divisionens højeste enkeltkamps-rating, serbiske Nikola Glišić, og angriberen Levy Nene med 16 mål.

Den anden ende af paradis

Ethvert kongerige har sine ruiner. De mest grusomme findes i bunden af tabellen. Odense — OB, et af de stolteste navne i dansk fodboldhistorie med ligaens fjerdestørste fanskare på 9,485 — kollapsede til en 18. plads efter kun at have vundet fem kampe hele sæsonen og lukket 80 mål ind. Under dem sluttede Esbjerg helt i bunden med 17 point som ejere af landets dårligste forsvar: 91 mål lukket ind i 38 kampe, hvilket efterlod manager Robera til at gøre skaderne op.

Send også en tanke til Aalborgs Kacper Przybyłko, der scorede 15 gange for et hold på 14. pladsen — en enlig skytte i en synkende båd, og et bevis på, at individuel klasse og en mindeværdig sæson sjældent lander på samme adresse.

Så det er Danmark: en bedste række, som det brede fællesskab knap nok taler om, styret af en manager, der ikke kan lade være med at vinde den, forsvaret af to aldrende danske legender, jagtet af en provinsby, der bruger penge som en gigant, og sørget over af historiske navne, der rykker ned i mørket. Season 3 er i historiebøgerne. Season 4 indlæses.

Det eneste reelle spørgsmål, der er tilbage i dansk fodbold, er det, som Fatincasa bliver ved med at besvare for alle andre. Kan nogen overhovedet stoppe ham i at gøre det igen?